Stress er ikke en sygdom – men kroppens reaktion på en belastning

I psykologien defineres stress sådan:

“Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende”.

I medicinsk sammenhæng er stress en tilstand i kroppen det vil sige effekten af en påvirkning.

Rent fysisk er stresstilstanden kendetegnet ved at det såkaldte sympatiske nervesystem, der får blodtryk og puls til at stige, aktiveres. Desuden sker der en energimobilisering, idet stofskiftet udsættes for en slags nedbrydning, hvorved glucose og fedtsyrer frisættes i blodbanen. Samtidig bliver immunforsvaret påvirket. Det betyder at risikoen for udvikling af sygdom på længere sigt øges. Psykisk giver stress en række forskellige symptomer, hvoraf søvnløshed, anspændthed, irritabilitet og ulyst er dem de fleste kender.

Kroppen kan ikke tåle at være i fuldt beredskab uden hvilepauser. Samtidig er det i vore dage normalt med flere stresssituationer dagligt. Og det er, når vi aldrig kobler af, at det bliver farligt.

Ved stress reagerer kroppen, som om den blev udsat for en fysisk trussel eller fare. Den forbereder sig på at den skal flygte eller kæmpe. Det er det man kender fra stenalderen hvor man havde brug for et fysisk alarmberedskab hvis der var fare på færde – fx blev jagtet af en bjørn. Idag bliver vi fx stresset af alt det vi tænker vi ikke kan nå, hvis vi bliver presset på økonomien eller sidder i en bilkø.

Når vi bliver stressede, bliver nogle funktioner opgraderet i mens andre bliver nedprioteret. Vi får en hurtigere vejrtræning som typisk vil foregå højt i brystet. Den hurtigere vejrtrækning hjælper blodkarrene med at trække sig sammen, hvilket kan medføre prikken i fingrene og smerter i brystet. Det øgede blodomløb gør at sanserne bliver skærpet og det bliver lettere at fokusere på det man skal. Under stress mærker vi ikke kroppens fysiske behov. Kroppen har ingen grund til at sende signaler ud om, at man fx skal på toilettet, hvis den måske tror, at den skal flygte. Det betyder, at man spiser dårligt, sjusker med toiletbesøg, og ofte har svært ved at sove i stressede perioder. Derfor oplever mange problemer med maven i forbindelse med stressede perioder (oppustethed eller dårlig mave) Stress får også en del af hjernen til at trække sig sammen. Den del, hvor indlærte færdigheder og korttidshukommelsen normalt sidder. Det kan få os til at blive glemsomme.

Indenfor osteopatien har vi mulighed for at påvirke kroppens nervesystemer og derved skabe en ligevægt i deres funktioner – hvorved vi også har mulighed for at påvirke stresssymptomerne i positiv retning.

I det følgende vil jeg fortælle lidt og nervessystemerne, nerven Vagus og hvordan osteopatien kan hjælpe.

Det autonome nervesystem inddeles i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, som har modsatrettede effekter. F.eks. øger det sympatiske nervesystem hjertepulsen, mens det parasympatiske sænker pulsen.

Begge nervesystemer sender løbende impulser til og fra organerne, og effekten bestemmes af balancen mellem de to systemer.

Når det parasympatiske nervesystem er påvirket og irriteret, vil konsekvensen altid være en nedsat aktivitet. Det betyder, at både de stimulerende funktioner, som bl.a. sikrer god tarmfunktion og optagelse af næringsstoffer, samt de hæmmende funktioner, som kontrollerer bl.a. hjertet, begge fungerer dårligt.

Nerve vagus kaldes også for den vandrende nerve. Den starter i hjernestammen, lige bag ørerne. Derfra bevæger den sig ned på hver side af halsen, på tværs af brystet og ned gennem maven. Det er den eneste nerve, der forbinder hjernen med mave, fordøjelseskanalen, lunger, hjerte, milt, tarme, lever, bugspytkirtel og nyrer. Det er en af de længste kranienerver, og den er involveret i rigtig mange kropslige funktioner. Den er faktisk med til at styre bl.a. fordøjelsen, hjertet og lungerne. Vagus-nerven tilhører en vigtig del af vores nervesystem, der sørger for, at kroppen er i stand til at spare energi op og regenerere.

En velfungerende vagusnerve er afgørende for, at du kan fungere optimalt. Så føler du dig udbrændt, kronisk træt, har kroniske smerter så kan du mere fordel prøve at stimulere din vagusnerve.

Vagus nerven kan du selv påvirke ved:
– Yoga, meditation, være bedre til at følge døgnets rytme, motion, kuldepåvirkning (dæmper det sympatiske system og øger aktiviteten i det parasympatiske. Eller du kan opsøge en osteopat som kan undersøge om nerven har fri passage og frisætte den for dig.

Vagusnerven

Der findes forskellige steder og forhold, som kan resultere i, at vagusnerven bliver påvirket og derved klemt:

Kraniet/ nakken: Vagusnerven træder ud af et lille hul i bunden af kraniet for derefter at befinde sig mellem nakkeknoglen og øverste nakkehvirvel. Som følge af dårlig holdning, arbejdsstillinger og traumer som f.eks. hjernerystelser og piskesmæld, vil nakkemusklerne og ledbånd blive påvirket. Musklerne bliver belastede og irriterede. Ledbåndene mellem nakkehvirvlerne og nakkeknoglen påvirkes, så bevægelsen hæmmes. Her kan nerven “komme i klemme”.

Omkring rygmarven: En anden måde vagusnerven kan blive klemt på, er forløbet omkring rygmarven, som løber hele vejen fra halebenet til kraniekanten. Her hæfter rygmarvshinderne på én af de små nakkemuskler – som den eneste – mellem kraniekanten og øverste nakkehvirvel. Rygmarvshinderne kan irriteres efter discus prolaps-operationer, rygmarvsvæske-prøver, epidural-blokader eller efter fald på fx halebenet. Dvs der kommer et træk på rygmarven. Nakkemusklen, som rygmarvshinderne hæfter på, bliver derved kronisk spændt og vil igen bidrage til en klemt vagusnerve.

Organer: Et tredje eksempel på en klemt vagusnerve kan komme til udtryk efter et operativt indgreb (arvæv) i de organer, som vagusnerven er forbundet med (skjoldbruskkirtlen, hjertet, lungerne, tarmsystemet etc). Her kan arvæv skabe irritation, så de sensoriske nervefibre bliver kraftigt aktiveret. Dette kan over tid skabe irritation af selve vagusnerven – med nedsat parasympatisk nerveaktivitet som konsekvens.

Symptomer på en påvirket vagusnerve

Da vagusnerven har forbindelse med forskellige steder i kroppen, kan skade af eller sygdom i nerven resultere i symptomer i et eller flere organer. Eksempler kunne være:

• Søvnproblemer: uligevægt mellem nervesystemerne
• Hjertebanken, da vagusnerven ikke kan regulere og hæmme tilstrækkeligt
• Hovedpine, som symptom på høj puls og for højt blodtryk.
• Svimmelhed, vagus kan være påvirket flere steder i kroppen fx højt i nakken.
• Reflux, da vagusnerven er med til at kontrollere mavesækkens syreniveau.
• Tarmproblemer, da vagusnerven normalt stimulerer til tarmbevægelse og til god optagelse af næringsstoffer, vitaminer og mineraler.
• Uro i kroppen.

Behandling af en påvirket vagus nerve

Osteopatisk kan en klemt vagusnerve behandles. Behandlingen afhænger af, hvor årsagen til den klemte vagusnerve skal findes:

En osteopatisk behandling af vagusnerven består i at nulstille nervesystemet. Dette gøres bl.a. ved at behandle det som irriterer vagusnerven. Som nævnt tidligere; ”Når vagusnerven eller det parasympatiske nervesystem generelt er påvirket/ irriteret, vil konsekvensen altid være en nedsat aktivitet”.

Derfor søger osteopaten at fremme aktiviteten gennem intensiv og stimulerende behandling af kranie, nakke led og muskler samt ledbånd. Endvidere strukturer på halsen, i brystkassen og organer. Dette gøres med:

1. Præcise teknikker af bestemte samlinger mellem kranieknoglerne. Kraniel osteopati er behandling af de forskellige åbninger i kraniet, hvor nerver og blodårer træder ud. Samt skabe bevægelse mellem kraniets knogler.
2. Behandling af strukturerne mellem kraniet og 1 nakkehvirvel.
3. Oprette normal bevægelighed mellem nakkens hvirvler.
4. Spændinger omkring rygmarven behandles med stræk fra halebenet til nakkeknoglen, for at lette spændingen på specielt nakken og musklerne. Selve stedet i kraniet, hvor vagusnerven træder ud, åbnes.
5. Organer: Derudover behandles arvæv samt de organer, som ligger til grund for irritation af vagusnerven. Behandling af arvæv og organer udføres med bløde og præcise stræk med det formål at få arvævet og organet til at bevæge sig bedre i omgivelserne, og derved igen være i stand til at give den korrekte sensoriske stimuli.
6. Brystkassens bevægelighed tjekkes, herunder bevægeligheden mellem brysthvirvler, ribben og brystben. Endvidere vores vejrtrækningsmuskel diagphragma, hvor igennem vagusnerven også løber.